Nordisk Cup 16-17 mars 2007

Hvem vil i sandhed sige, og mene, at åreringene´s indtog i vor krop bekommer dem godt?

Med alderen følger dog også erfarenhed. Det ikke så ringe endda, som de siger på fisk.

Min erhvervede erfarenhed hjælper mig dog fedt når jeg, år efter år, mødes med mine Finske, Svenske og Norske lidelsesfæller. Vi er erfarne som bare pokker, det ses tydeligt i vore ansigter, også i mit, men alligevel er jeg dog knap så erfaren som mine nordiske venner – jeg tror det var i størrelsesordnen af små 3 kilo der skilte os.

Lørdag d. 17. marts 2007 var dagen for den årlige ydmygelse.

Vi befandt os på isen, nær Gardermoen lufthavn i Norge – den årlige konkurrence Danmark, Norge, Sverige & Finland imellem. Sædvanligvis koldt på den årstid, derfor is under fødderne.

Forinden havde været en skøn aften.

Ankomst til hotellet… de drysser ind, ... én efter én.

Trods årringenes indtogsmarch genkendes de alle, sådan i det store hele.

For år tilbage var enhver berøring det mandlige køn imellem absolut grænseoverskridende. Nu hvor alt tilsyneladende er aldeles ufarligt forholder det sig ganske anderledes – dejligt med dette årlige knus, de oprigtige smil, gløden og glæden i øjnene ved gensynet.

(Det er derfor jeg tåler det efterfølgende nederlag på isen)

I år var Danmark vært, derfor befandt vi os i Norge – hænger det nu helt sammen?

Vi vidste ikke bedre.

Troede at Nordisk Cup gik ud på at hale små 10 – 15 grams fisk op i rå mængder, gennem et boret hul i isen, for til sidste at veje hele moletjavsen og kåre den bedste til det.

I Danmark haves sædvanligvis ikke stabil is på vore søer.

Derfor havde vi forinden allieret os med vore Norske ven Jan Erik Krogsund, og modtaget kompetente råd, og bistand, til vort værtskab.

Medens jeg husker det: Endnu engang mere end tusinde tak til Jan Erik for al din hjælp ved dette års arrangement!

Vi ved nu, at vi – uden indsigelser af nogen art fra vore nordiske venner – kan indbyde alle til lammetæv i Lammefjordskanalerne, Brøndby søerne ..  eller hvor det bliver?

Vi vil i hvert fald forstå at udnytte vor hjemmebane- fordel.

Sådan forløb det ikke i år. Vi fik tæv så det baskede!

Besatte alle 3 sidste pladser, for tilsammen fangede vi vist blot i størrelsesordnen af et kilos fisk  medens bedste hold i hvert fald mindst havde 10 doblet det´ udbytte.

Gider derfor ikke tale mere om det.

I særklasse pragtfuldt var det til gengæld de 4 timer slaget stod.

Intensiteten. 

Koncentrationen – både før og medens konkurrencen stod på.

Alle skuler vi til sidemandens præstationer (bedst haves det hvis der intet resultat synes at være)

Ser ud af øjenkrogen, til højre for mig, at Bosse forsøger at skjule hastigheden og antallet af fisk han diskret dropper i posen, .. pyt han er´ afsløret  - igen. Hvert år har han jo alligevel flest kilo når vi indvejer.

Går derfor beskedent efter anden pladsen!

Her en time inde i slaget melder koldsveden dog sin ankomst.

Sagde du anden pladsen hr. Dalsgaard, tror du virkelig selv på det?  

De høvler jo fisk op alle sammen, hvordan bærer de sig dog an?

Hører mig selv fortælle mig selv at det også er den skide erfarenhed der er skyld i det hele.

Alderen sgu da, kan jo heller ikke rigtigt se til de små små fisk og de små små kroge og de endnu mindre maddiker og røde orme der skal påmonteres krogene for at det hele går op i en højre enhed.

Fortrænger mig totalt ud af, at mine venner fra aftenen før (på isen nu konkurrenter) næsten alle er på alder med mig selv, og derfor ret beset må have de samme handicap som jeg.

Eller er de bare mere erfarne, sådan på den fede måde?

Svaret tror jeg fremstod klart og tydeligt ved indvejningen.

Jeg var tredje sidst.

Forsøgte at stå på hoved og hænder for at opleve verden anderledes. Det ændrede ikke noget. Blev alligevel først råbt op til næsten sidst.

Da var folk alligevel trætte af at klappe … af alle de andre.

Her dage efter står det hele alligevel mere klart for mig, hvor dejligt det hele nu alligevel havde været der´ oppe nord på – Nordisk cup anno 2007.

Er det mon fordi regnen og blæsten er i vild konflikt med alt udenfor mine vinduer?

Tilbage i Danmark er jeg i hvert fald.

Hverdagen er på igen – helt ærligt er det nu heller ikke så ringe endda.

Tusinde tak til mine Nordiske venner, til hver og én af Jer.

Tak for en dejlig oplevelse.

Jeg fisker i særklasse dårligt på isen, sammenholdt med mine venner.

Men hvor er jeg dog privilegeret, at kende Jer alle, at kunne rejse

. .. sågar rejse sig ved egen hjælp

nu mangler jeg kun at give Jer baghjul derude ved vandet.

Erik Dalsgaard